Førstehjælp

Sådan udfører du hjertemassage og kunstigt åndedræt

Når en person falder om og ikke trækker vejret normalt, tæller hvert sekund. Det kan føles overvældende, men hjertemassage og kunstigt åndedræt er en enkel og effektiv måde at holde kroppen i live, indtil ambulancen kommer frem.

Her gennemgår vi, hvordan du udfører hjerte-lunge-redning (HLR) på en voksen - i et sprog der gør det let at forstå og handle på.

Tabel oversigt over trin. Læs mere dybdegåen de længere nede.

TrinDet skal du gøre
1. Tjek reaktionTal højt og rusk i personen. Hvis der ingen reaktion er, er personen bevidstløs.
2. Ring 1-1-2Hvis personen er bevidstløs, ring 1-1-2 med det samme. Alarmcentralen vil guide dig gennem hele forløbet.
3. Tjek vejrtrækningBrug se-lyt-føl i maks. 10 sekunder. Se om brystkassen løfter sig, lyt efter normal vejrtrækning og mærk efter luft mod din kind.
4. Start hjertemassagePlacér hænderne midt på brystbenet, hold armene strakte og brug din kropsvægt. Tryk 5-6 cm ned i et tempo på 100-120 tryk i minuttet.
5. Giv 2 indblæsningerÅbn luftvejene, hold næsen lukket, placér din mund over personens og blæs i 1 sekund, til brystkassen løfter sig. Giv 2 indblæsninger.
6. Fortsæt 30:2Fortsæt med 30 tryk og 2 indblæsninger uden pauser.

Sådan genkender du hjertestop 

Når du finder en person, skal du hurtigt afklare tre ting:

1. Reagerer personen?

  1. Tal højt og rusk i personen.
  2. Hvis der ingen reaktion er, er personen bevidstløs.
  3. Eksempel:
    “Er du okay? Kan du høre mig?” - ingen reaktion → gå videre.

2. Ring 1-1-2

Hvis personen er bevidstløs, ring 1-1-2 med det samme.

Alarmcentralen vil guide dig gennem hele forløbet.

3. Trækker personen vejret normalt? (maks. 10 sekunder)

Brug “Se-lyt-føl”:

  • Se: Løfter brystkassen sig?
  • Lyt: Kan du høre normal vejrtrækning?
  • Føl: Mærker du luft mod din kind?

Gispen, enkelte suk eller ujævn vejrtrækning er ikke normal vejrtrækning.

Sådan giver du hjertemassage (brystkompressioner) - trin for trin

Hjertemassagen skaber blodcirkulationen. Den skal være fast, rytmisk og uden lange pauser.

Placering af hænderne

  • Læg personen fladt på ryggen.
  • Placér dine hænder midt på brystbenet.
  • Hold arme og albuer strakte.
  • Brug din kropsvægt, ikke dine arme.

Trykdybde og tempo

  • Tryk 5-6 cm ned.
  • Tempo: 100-120 tryk i minuttet (hurtigt tempo).
  • Slip helt op mellem hvert tryk, så brystkassen rejser sig.

Praksiseksempel:
Forestil dig tempoet i sangen “Stayin’ Alive” - det er cirka den rytme, du skal trykke i.

Fortæl, hvad du gør - højt!

Det hjælper dig med at holde fokus:
“Én, to, tre…”.

Hvis I er flere

Hjælp hinanden med hjertelungeredning. En giver hjertemassage og en laver indblæsninger. 

Sådan giver du kunstigt åndedræt (indblæsninger) - trin for tirn

Indblæsningerne får luft ned i lungerne og holder iltniveauet oppe.

Åbn luftvejene

  • Læg den ene hånd på panden.
  • Løft hagen op.
  • Bøj hovedet let bagover.
  • Fjern synlige fremmedlegemer.

Mund-til-mund-metoden

  • Hold næsen lukket.
  • Placér din mund over personens.
  • Blæs i 1 sekund, til brystkassen løfter sig.
  • Giv 2 indblæsninger.

Forholdet mellem hjertemassage og indblæsninger

30 tryk : 2 indblæsninger (30:2)
Gentag 30:2 uden pauser.

Hvis du ikke kan eller vil give indblæsninger

Giv kontinuerlig hjertemassage.
Det er stadig effektivt - især i de første minutter.

Typiske fejl og usikkerheder og hvorfor de ikke må stoppe dig

  • “Jeg er bange for at trykke for hårdt.” → Det værste er ikke at trykke.
  • “Hvad hvis jeg tolker vejrtrækningen forkert?” → Er du i tvivl, så start HLR.
  • “Jeg bliver hurtigt træt.” → Skift med en kollega, hvis det er muligt.
  • “Jeg er nervøs for at gøre noget forkert.” → HLR er bedre end ingen HLR - altid.

Hvad er hjertemassage og kunstigt åndedræt?

Hjertemassage og kunstigt åndedræt - samlet kaldet HLR - er en livreddende metode, der bruges, når en persons hjerte er holdt op med at slå, eller vejrtrækningen er unormal.

  • Hjertemassage: skaber en kunstig blodcirkulation, så hjernen får ilt.
  • Kunstigt åndedræt: sørger for at få luft ned i lungerne.

Det er ikke en erstatning for professionel behandling, men det er det, der holder personen i live, indtil hjertet forhåbentlig kan genstartes med en hjertestarter.

Praksiseksempel:
En kollega falder om i kantinen. Du ringer 1-1-2, men der går stadig 6-8 minutter, før ambulancen kan være fremme. HLR er det, der holder blodet og ilten i bevægelse i mellemtiden - og kan være forskellen mellem liv og død.

Derfor skal hjertemassage trænes jævnligt

Førstehjælpskompetencer forsvinder hurtigt, hvis man ikke bruger dem. Vi oplever ofte, at medarbejdere, som har taget kursus for 2-3 år siden, føler sig usikre på helt basale trin.

Praktisk træning gør forskellen. Når man har haft hænderne på dukken, er det lettere at bevare roen og handle sikkert i virkeligheden.

Hos DuKanHjælpe underviser alle vores instruktører fra ambulancetjenesten.Det betyder, at undervisningen ikke kun bygger på teori - men på erfaring fra virkelige hjertestop. Vi laver førstehjælpskurser til virksomheder og førstehjælpskurser til private. 

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår skal man starte hjertemassage og kunstigt åndedræt?

Du skal starte, hvis en person er bevidstløs og ikke trækker vejret normalt. Først tjekker du reaktion, så ringer du 1-1-2, og derefter vurderer du vejrtrækningen med se-lyt-føl i maks. 10 sekunder.

Hvor skal hænderne placeres ved hjertemassage?

Hænderne placeres midt på brystbenet. Armene og albuerne skal holdes strakte, og du skal bruge din kropsvægt, ikke kun dine arme.

 

Hvor dybt og hvor hurtigt skal man trykke ved hjertemassage?

Du skal trykke 5-6 cm ned og holde et tempo på 100-120 tryk i minuttet. Mellem hvert tryk skal du slippe helt op, så brystkassen rejser sig igen.

 

Hvordan giver man kunstigt åndedræt?

Først åbner du luftvejene ved at lægge en hånd på panden, løfte hagen og bøje hovedet let bagover. Derefter holder du næsen lukket, placerer din mund over personens og blæser i 1 sekund, til brystkassen løfter sig. Du giver 2 indblæsninger.

 

 

Hvad er forholdet mellem hjertemassage og indblæsninger?

HLR gives som 30 tryk og 2 indblæsninger. Det gentages uden pauser.

 

 

Hvad gør man, hvis man ikke kan eller vil give indblæsninger?

Så giver du kontinuerlig hjertemassage. Det er stadig effektivt, især i de første minutter.

 

 

Hvad hvis jeg er bange for at trykke for hårdt?

Det værste er ikke at trykke. Ved hjertestop er det vigtigere at handle end at holde igen.

 

 

 

Hvad hvis jeg er i tvivl om vejrtrækningen?

Er du i tvivl, skal du starte HLR. Det er bedre at gøre noget end at vente for længe.

 

 

 

Hvorfor er hjertemassage og kunstigt åndedræt vigtigt?

Hjertemassage holder blodcirkulationen i gang, og kunstigt åndedræt får luft ned i lungerne. Sammen holder de personen i live, indtil hjælpen kommer frem.